Spørg eksperterne - Colitis ulcerosa

Vi råder dig til at overholde lægens anbefalinger. Venligst drøfte eventuelle ønsker og bekymringer med din læge.


Jeg har hørt, at man skal have foretaget en koloskopi hvert år, hvis man lider af colitis ulcerosa.
– Det gælder ikke alle patienter, men kun patienter, hvor hele tyktarmen er ramt. Regelmæssig koloskopi i sådanne tilfælde skyldes den øgede risiko for tyktarmskræft. Disse regelmæssige kontrolundersøgelser er normalt ikke nødvendige i de første 10 år med sygdommen.

Hvor stor er risikoen for en ileostomi, hvis man har colitis ulcerosa?
– Der er i dag en række kirurgiske indgreb, som kan udføres for at forhindre behovet for permanent ileostomi. Der kan udføres en ileorektal anastomose, hvor endetarmen bibeholdes og sættes sammen med tyndtarmen. Ved en anden operation bruges en del af tyndtarmen til at danne en lille "sæk", som sys på anus. Begge procedurer gør det muligt for patienten at tømme tarmen på normal måde.

Kan stress forårsage colitis ulcerosa?
– Som det er tilfældet ved mange andre kroniske sygdomme, kan stress højst sandsynlig forværre symptomerne ved colitis ulcerosa. Det er endda muligt, at stress på visse tidspunkter kan medføre et tilbagefald, men det er i sig selv næppe årsag til sygdommen.

Lægen kan ikke sige, om jeg lider af Crohns sygdom eller colitis ulcerosa. Er det vanskeligt at skelne mellem dem?
– I visse tilfælde kan det være umuligt at skelne mellem colitis ulcerosa og Crohns sygdom. Det gælder kun i de tilfælde, hvor betændelsen udelukkende rammer tyktarmen (hvilket altid er tilfældet med colitis ulcerosa og gælder en tredjedel af patienterne med Crohns sygdom). Hos 10 % af patienterne med betændelse i tyktarmen, kan man ikke afgøre, om det drejer sig om colitis ulcerosa eller Crohns sygdom. Disse tilfælde omtales ofte som uklassificerbar colitis.

Da jeg blev diagnosticeret med tarmsygdom for 20 år siden, sagde lægen, at jeg havde colitis ulcerosa, men nu siger han, at jeg har Crohns sygdom i stedet for. Er det muligt, at colitis ulcerosa igennem tiden kan ændre sig til Crohns sygdom?
– I visse tilfælde er det næsten umuligt at skelne mellem de to sygdomme. Men i løbet af tiden med sygdommen samles flere oplysninger, f.eks. ved hjælp af koloskopi, og det kan så medvirke til, at man revurderer den første diagnose. Det skal ikke opfattes som et tegn på en ændret diagnose, men snarere en afspejling af, hvor svært det kan være at fastslå en korrekt diagnose.